Menu

Ny spændende kamp

image
21. september 2023 kl. 13:02

NY SPÆNDENDE KAMP

Der er en ny spændende kamp i vente, når VSK´s 3. divisionshold lørdag tager imod Næsby.

VSK kom tilbage på sporet i sidste lørdags kamp mod Ishøj. Kampen blev nøjagtig så spændende og underholdende, som lovet. De to hold stod godt til hinanden, og begge hold ville gerne frem på banen og være dominerende. Det betød en intens slagudveksling på midtbanen, hvor cheftræner Jens Gjesing havde valgt Oscar Jacobsensen og Asger Hemmingsen i fraværet af Spornberger og Sloth.

VSK kom først ud af positionerne og Mathies Schjellerup kunne gøre det til 1-0 efter 27 minutter.  

Umiddelbart efter pausen gjorde Schjellerup det til 2-0, da VSK pressede i højre side, så Ishøj kom i ubalance. Det tvang vestegn-klubbens vikarierende målmand Nicky Jensen til at begå straffespark. Ishøj fik nyt momentum, da udeholdets træner Endogan Aslan skiftede tre nye spillere ind efter 60 minutter. Fire minutter senere lå bolden bag Rasmus From i VSK-målet.

En flot fighter-indsats forhindrede Ishøj i yderligere scoringer, så Vejlby-holdet hev en flot og vigtig 2-1-sejr hjem trods en lidt dramatisk afslutning, hvor Ishøj-spillerne indkasserede tre advarsler i slutminutterne.

På lørdag kl. 13.30, kommer et andet top-6- hold, Næsby BK på besøg. De mødte sidste weekend Lyseng på hjemmebane. Næsby havde sejren i deres hule hånd, inden Lyseng i overtiden headede en nedfaldsbold i nettet til resultatet 2-2.

Næsby er et hold, som VSK kender godt fra mange hårde, intense og jævnbyrdige kampe. Det er et talentfuldt og velspillende hold med en positiv indstilling til fodbold. Det er et hold, som er klar favorit til at tage en af pladserne i top-6. Begge hold ligger pt. med 10 point, så der er lagt op til en interessant fight med godt fodboldspil.

Kampen spilles på VSK´s kunstgræsbane på lørdag d. 23 september, hvor dommer Sigurd Kilden fløjter op kl. 13.30. Husk fodbold i 3. division skal ses live, og her benyttes ikke VAR. Mød op og støt spillerne. Du kan købe billetter til kampen på lørdag her:

https://vskaarhus.safeticket.dk/92869/3_division_VSK_-_Naesby

Kampen kan streames på Divisionsforeningen platform: https://3-division.dk/streaming/

Luk