Menu

Nye udfordringer

image
03. november 2023 kl. 15:29

Nye udfordringer

Efter weekendens vigtige sejr i topopgøret mod lokalrivalerne fra Lyseng kan VSK se frem mod nye udfordringer, når holdet på søndag på udebane møder Ishøj. Ishøj vandt i weekenden 4-1 på udebane over Holbæk. Torsdag var Ishøj i Aarhus, hvor man tabte pokalkampen mod AGF med 4-0.

Ishøj er kendt som et angrebsivrigt hold. Klubben debuterede i Danmarksturneringen sidste år og blev det mest scorende hold i divisionerne. I pokalkampen mod AGF lagde Ishøj specielt i første halvleg nye dimensioner til sit spil. Her holdt en godt indstillet forsvarszone med Sebastian Kristensen og Bastian Kruse i spidsen stand godt suppleret af Dimitrije Viktor Jensen, der spillede en brandkamp i målet. Ishøj viste, at det kan være vanskeligt at score mod holdet, og kunne således gå til pause med 0-0 mod storfavoritterne AGF.

Selvom sjællænderne kom mere med i spillet i 2. halvleg, fik AGF scoret et ”kluddermål” umiddelbart efter pausen og yderligere tre mål i slutningen af kampen, så Ishøj røg ud af pokalen med et 4-0 nederlag. På søndag er holdet tilbage på egen bane og tilbage i 3. division. Her ligger Ishøj lige uden for top seks, som er målsætningen for i år.

Der er således ikke tvivl om, at der venter udfordringer og en hård kamp i Ishøj. Kampen er på grund af pokalkampen flyttet til søndag. For VSK gælder det om at følge op på det koncentrerede forsvarspil og den helstøbte holdindsats, der blev vist mod Lyseng. Det er to af de mest scorende hold i 3. division, der mødes, så der skal også leveres gode præstationer længere fremme på banen.

De to hold plejer at spille underholdende og målrige kamp, så publikum kan se frem til endnu et spændende og vigtigt opgør på den stemningsfyldte bane i Ishøj. De øvrige kampe i 3. division afvikles alle lørdag.

Kampen spilles på søndag d. 5 november kl. 14 ved Ishøj Idrætscenter. Hvis du ikke kan overvære kampen live, kan kampen streames på JFM.

Luk