Menu

VSK Vinder Terræn Tilbage i Topstriden

image
16. september 2019 kl. 00:00

Søndag 16. september tog VSK Aarhus i kvindeserien hjemme imod Aab i en kamp om vigtige point i topstriden. Efter en resultatmæssigt blandet periode med skiftevis sejre og nederlag, var der brug for førstnævnte i topkampen mod nordjyderne. På en dag, hvor Søften smed point, kunne VSK med en sejr placere sig på 2. pladsen, blot et enkelt point efter rækkens 1er fra Aalborg Freja. 

Opgøret var placeret på bane 14 og på en blæsende dag, medvirkede det åbne terræn til at skabe svære vilkår for begge hold i den kraftige sidevind. Særligt værterne fra VSK, der også havde vinden lidt imod sig i 1. halvleg, måtte indse, at Aab havde læst vinden rigtigt og derfor investerede i højt pres. Trods flere momenter med plads i bagrummet, lykkedes det kun sjældent for Aarhus-pigerne at overspille Aab-bagkæden og dermed udnytte deres optimistiske defensive tilgang med udgangspunkt i en 3-5-2 formation. Til gengæld stod VSK solidt i organisationen, og de første 45 minutter var således uden de store chancer. 

I en periode, hvor det var påkrævet, arbejdede VSK-pigerne stærkt og koncentreret og fik langsomt slidt sig til et mindre overtag efter den halve time. Særligt Katrine Andersen fra den offensive midtbane begyndte at finde lidt plads, og det var da også via hendes assisterende venstrefod, at hjemmeholdet kom foran. En fin indenomsaflevering til Malou, der efter et flot cut ind i banen scorede med noget så sjældent som hendes højreben. Mønstret var ved at gentage sig kort efter, hvor Malou dog fejlagtigt blev underkendt en friløber mod Aab-målet efter endnu en fin aflevering fra Katrine.

Foran 1-0 ved pausen var VSK dog, hvilket var et fornemt udbytte af en tæt spillet og hårdt kæmpet 1. halvleg fra begge mandskaber. Som følge faldt alle tre udskiftninger også relativt tidligt i kampen. I pausen kom Trine Madsen ind for Sarah Dahl, mens Ida Dreiager og Sofie Hallum havde erstattet Falkenberg og Emilie Thidemann, inden vi rundede 1 time. Derpå fulgte 10 minutter, hvor VSK-kvinderne dræbte opgøret med 3 skarpe omstillinger og 3 mål til følge. Først kom VSK i en 3mod2-omstilling, hvor Julez fra centralt hold afventede roligt, indtil åbningen opstod ude ved Malou, der øgede til 2-0. Julez stod også bag 3-0målet, da hun med en præcis pasning inden om Aabs venstreback fandt Trine Madsen, som bankede resolut i kassen. I 69. minut var rollerne så byttet om, da Trine med et hårdt indlæg fandt Julie Terkelsen i bagerste område, hvorfra læderet blev banket op i nærmeste hjørne til komfortabel 4-0føring. 

Derfra faldt Hjemmeholdet i tempo, og Aab lykkedes endda med at reducere til 1-4 - måske fortjent nok baseret på den lille håndfuld chancer, de trods alt kom til i løbet af kampen. Men sejren havde de aldrig inden for rækkevidde, og dermed endte det med 3 sikre om end hårdt tilkæmpet point og nyt momentum i toppen af rækken til VSK. Næste uge tager vi så hul på anden halvdel af sæsonen i endnu en hjemmekamp. Denne gang imod Holtet, der i første opgør blev besejret med 5-1. Jagten på sejrstimen og 1. pladsen fløjtes i gang på lørdag kl. 15.00.  

Luk