Sprudlende VSK-sejr

image Cheftræner Henrik Andersen kan ikke have været andet end tilfreds efter kampen (Arkivfoto)
Morten Andersen
22. september 2017 kl. 06:39
I en chancerig og seværdig 3F-ligakamp vandt VSK hjemmekampen imod OdenseQ med hele 4-0.
VSK startede kampen bedst og havde allerede i kampens 3. minut et frispark fra Sif Rykær der via OdenseQ´s keeper tog tværribben. En yderst velspillende Matilde Lundorf serverede i to omgange fine indlæg, men Rikke Bøttcher og Signe Holt Andersen´s afslutninger blev i begge tilfælde klaret med refleksredninger af Odense-keeperen.
 
Midt i 1.halvleg kom OdenseQ lidt bedre med. De spillede sig med stort mod ud af VSK´s første-pres uden dog selv at blive rigtigt farlige.
 
Et godt VSK-angreb i kampens 40. minut endte hos Mathilde Lundorf, der med høj fart næsten kunne løbe bolden helt ind til forreste målstolpe, hvor hun fladt kunne bringe sit hold foran 1-0 (se mål)
 
Lidt senere i kampens 42. minut modtog Signe Holt Andersen en bold i feltet med ryggen mod mål, men smart med hælen fandt hun Kathrine Spanner, der sikkert omsatte chancen til halvlegstillingen 2-0 (se mål)
 
At OdenseQ i første halvleg delvist havde haft held til at spille sig ud af presset, blev langt sværere for dem efter pausen. VSK-backs blev skubbet en anelse længere frem og det bevirkede at Odenses centrale midtbanespillere havde det svært opspilsmæssigt.
 
Med 20 minutter igen scorede Signe Holt Andersen til 3-0 (se mål), da hun nettede fladt på Mathilde Lundorfs gode tværpasning.
 
5 minutter senere måtte VSK-keeper Josefine Jørgensen frem med en klasseredning, da  OdenseQ´s Tenna Kappel havde afdriblet det meste af VSK-defensiven.
 
Signe Holt Andersen lukkede og slukkede med 10 minutter igen da hun sendte en ripost i nettet til 4-0 (se mål). Det skal nævnes, at OdenseQ havde et par nærgående afslutninger imod slutningen af opgøret og at "fødselsdagsbarnet" Kathrine Spanner, også havde et par gode muligheder.
 
En god præstation af hele holdet, men særligt Mathilde Lundorf var god med kraftfulde løb og indlæg fra højre side.
Hør interview med Henrik Andersen nedenfor

Luk