Anlæg
VEJLBY RISSKOV IDRÆTSCENTER
Vejlby Risskov Idrætscenter er Østjyllands største idrætscenter. Med over 10 fodboldbaner, kunstgræsbane, Vejlby Stadion, haller, idrætshøjskole, tennishal, udendørs tennisbaner og aktivitetshal dækker det samlede idrætscenter et område på næsten halvanden kvadratkilometer.
Centralt på centret er Vejlby Risskov Hallen, der er opført sidst i 1960-erne. Vejlby Risskov Hallen råder over en opvisningshal med 1.152 siddepladser samt 2 træningshaller med mulighed for 300 tilskuere. Derudover er der to gymnastiksale. Vejlby Risskov Hallen er bygget sammen med Idrætshøjskolen Århus, der er en af Danmarks bedste og mest søgte idrætshøjskoler med flere forskellige linjer.
VSK Aarhus råder over egne klublokaler med omklædning, mødelokaler, kontorer og eget cafeteria i Vejlby/Risskov Idrætscenter.
TRANSPORTMULIGHEDER
Fra Århus C (Park Allé/Rådhuspladsen):
Buslinje 1A mod Skejbyparken eller buslinje 16 mod Mejlby/Elev.
Fra den jyske længdemotorvej:
Drej fra ved Århus Nord og følg skiltene mod Skejby. Når vandtårnet på hjørnet af Ringvejen og Randersvej skimtes, drejes til venstre ad Vejlby Centervej mod Vejlby/Risskov Idrætscenter. Følg herefter skiltene mod centret.
SÆRLIGT I FORHOLD TIL 3. DIVISIONSKAMPE PÅ VSK KUNSTGRÆSANLÆG
Kommercielle aktiviteter af enhver art på VSK Kunstgræsanlægget kræver aftale med VSK Aarhus. Kommerciel aktivet kan være, men er ikke begrænset til salg af varer og tjenester, indsamling af data, lyd og billede med henblik på videresalg eller offentliggørelse i kommercielt øjemed fx videresalg til bookmakere eller deres underleverandører. Overtrædelser af dette vilkår, kan medføre bortvisning samt karantæne og erstatning af klubbens tab som følge af aktiviteten.
SÆRLIGT ORDENSREGLEMENT TIL HØJRISIKOKAMPE
Stadionkapacitet på Vejlby Stadion: 5.000 heraf 300 siddepladser.
Tilskuere på Vejlby Stadion skal sikres en god oplevelse. Derfor skal den enkelte tilskuer i sin optræden tage hensyn til de øvrige tilstedeværende og arrangøren.
Slagsmål, provokerende og truende adfærd samt anstiftelse til uro og vold eller anden optræden, der generer de øvrige tilskuere eller arrangøren, vil medføre bortvisning og karantæne.
Tilskuere opfordres til at kontakte sikkerhedspersonalet, såfremt man føler sig chikaneret.
Tilskuere skal ved indgangen frivilligt lade sig sikkerhedsvisitere og fremvise indhold i tasker o.l. Såfremt tilskuere ikke vil lade sig sikkerhedsvisitere vil disse blive nægtet adgang til.
Er en tilskuer i besiddelse af ikke-tilladte effekter kan tilskueren nægtes adgang, og såfremt en tilskuere er synligt påvirket af spiritus, euforiserende stoffer, medicin o.l., og det vurderes at denne kan udgøre en sikkerhedsrisiko vil den pågældende blive nægtet adgang.
Det er ikke tilladt:
- At medbringe genstande som for eksempel flasker, termokander, dåser eller andet, der kan anvendes som kasteskyts eller våben.
- At medbringe mad- og drikkevarer, der ikke er købt på Vejlby Stadions område.
- At fremføre politiske, racistiske, nedgørende eller anstødelige budskaber, hvad enten der er tale om tilråb eller i form af symboler på bannere, flag o.l.
- At kaste med genstande eller væsker
- At medtage eller foretage afbrænding af fyrværkeri og nødblus. Tilskuere, der antænder fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande, vil øjeblikkeligt blive bortvist. Pågældende vil tillige blive holdt ansvarlig herfor, og kan til en hver tid stilles overfor et erstatningskrav såfremt gerningen medvirker til bod eller bøde til Skovbakken Fodbold.
- At medtage eller benytte tudehorn eller megafon, medmindre der foreligger skriftlig tilladelse fra arrangøren.
- At forcere bander, hegn og andre sektioneringer samt betræde atletik- eller fodboldbanen. En sådan forseelse medfører karantæne. Derudover vil der blive fremsat krav om eventuel erstatning, såfremt gerningen medvirker til bod eller bøde til Skovbakken Fodbold.
- At optage levende billeder eller lyd af arrangementer på Vejlby Stadion uden forudgående skriftlig tilladelse fra arrangøren.
- At opsætte plakater eller mærkater, uddele løbesedler eller brochurer uden forudgående skriftlig aftale med arrangøren
Overtrædelse af ordensreglementet vil medføre omgående bortvisning samt evt. straf- og erstatningsansvar og udelukkelse/karantæne.