Menu

Så sparker VSK sæsonen i gang: Interessant pokalkamp mod Vendsyssel FF på onsdag

image
28. juli 2022 kl. 12:29

Så sparker VSK sæsonen i gang: Interessant pokalkamp mod Vendsyssel FF på onsdag

Så er VSK klar til at tage fat på en ny spændende sæson, hvor vi forhåbentlig holder fast i en placering i toppen af 3. division. Den positionskamp starter lørdag den 6. august kl. 13.00 med en hjemmekamp mod Oure. Men allerede onsdag den 3. august kl. 18.00 indledes sæsonen med en yderst interessant pokalkamp mod Vendsyssel FF.

De senere år er VSK nået relativt langt og opnået gode resultater i pokalturneringen. De sidste to år er VSK slået ud af to superligahold. Forrige år tabte vi til AGF efter omkamp på Vejlby stadion og sidste år blev det til et knebent nederlag til FC Nordsjælland.

I år skal VSK for første gang indlede pokalturneringen på hjemmebane. Det skyldes, at VSK trak et højererangerende hold, nemlig Vendsyssel FF fra Nordic Bet Ligaen. Der er således lagt op til vanskelig, men også spændende opgave på onsdag. VSK får her lejlighed til at matche sig op mod et hold fra et niveau, hvor hjemmeholdet drømmer om at være om nogle år.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en udfordrende opgave. VSK er endnu ikke gået i gang med turneringen. Vendsyssel fik derimod en flyvende start i den næstbedste række med en storsejr på 5-1 over Hillerød. Her gjorde specielt angriberen, Lasse Steffensen, sig bemærket med stor træfsikkerhed. Han præsterede et ægte hattrick i premierekampen.

Efter et par tumultariske år har Vendsyssel FF fået reorganiseret sig og noget tyder på, at holdet har fået så meget stabilitet, at målet om en top-6 placering i år er realistisk. Holdet har i år oprustet og hentet unge talenter fra Superligaklubber som FCM og FCK. Bl.a. den høje midtstopper, Tobias Anker, der scorede i sin debutkamp. Ud over måltyven, Lasse Steffensen, finder man den elegante Wessam Abou Ali og Lucas Jensen i offensiven. Mon ikke der også bliver et gensyn med ”plaffeministeren”, Ronnie Schwartz, der er med i truppen.

Vendsyssel trænes af Henrik Pedersen, der har mange internationale trænerjobs på sit CV, bl.a. i Red Bull-klubber. Han er meget inspireret af de muligheder, et aggressivt prespil giver for fodboldspillet. På en måde vender Henrik Pedersen også tilbage til Vejlby Risskov Idrætscenter, da han i flere var ansat på Idrætshøjskolen i Aarhus.

"Selvom vi havde foretrukket en lidt lettere modstander i første runde af pokalen, så giver det os en god mulighed for at teste en række ting af mod en kvalificeret modstander. Vi glæder os til at blive matchet op mod et Nordic Bet ligahold og har et par nye spillere med i truppen, kommenterer assistenttræner Mads Post."

Han regner bl.a. med at give come back til Oscar Scott Carl, der netop er vendt tilbage til VSK efter et ophold i Norge.

Du kan købe billetter til kampen her:

https://vskaarhus.safeticket.dk/81060/Landspokalen_VSK_3_division_-_Vendsyssel_1_Division_Vejlby_Stadion

Hvis du ikke har mulighed for at tage ud at se kampen live - så er her et link til streaming af kampen:

https://3-division.dk/kampe/kamp?matchId=3936207