Menu

VSK 3. DIVISION OG KLUBDAG PÅ VEJLBY STADION PÅ LØRDAG

image
14. september 2022 kl. 21:05

VSK 3. DIVISION OG KLUBDAG PÅ VEJLBY STADION PÅ LØRDAG
Der er stor klub og aktivitetsdag på lørdag på Vejlby stadion. Det sker omkring 3. divisionskampen, hvor VSK møder AB Tårnby kl. 13.30. Amagerkanerne, der netop er vendt tilbage til divisionerne, kommer med et par friske uafgjorte resultater mod topholdene Vanløse og Næsby. Holdet er placeret to pladser under VSK med et point mindre. Holdet er ved at have tunet sig ind og kommer til Vejlby for at få point. AB Tårnby er et vanskeligt hold at spille i mod. Det er bygget op omkring en god fysik og har i dødboldspecialisten, Benjamin Warlo en solid type, der topper topscorerlisten i 3. division.

Her har VSK dog også unge Tobias Bach placeret. De har begge lavet 4 mål og scorede begge i weekenden. Tobias´ mål var tæt på at give point i Middelfart, der imidlertid sikrede sejren i overtiden. Træner Gjesing havde lagt en god taktik, så VSK matchede topholdet. Operationen lykkedes, men patienten døde til sidste, som man siger. Der var imidlertid fremgang over hele linjen, og VSK håber, at kunne fortsætte den gode udvikling, hvor man er ved at spille sig i form.

Der er udsigt til et spændende opgør, hvor begge hold gerne vil væk fra bunden, og kun en sejr tæller, hvis man vil have fat i den livgivende top-6. Holdene og tilskuerne kan se frem til en fornøjelig dag, hvor der samtidigt er arrangeret aktiviteter for ungdomsmedlemmer og andre unge fra området, der bl.a. kan få testet evnerne til Panenka og målt skudhastigheden.

Tag familien med og få en fornøjelig lørdag eftermiddag på Vejlby stadion kl. 12.30 – 15.00 med en masse spændende aktiviteter for alle før kampen og i kampens halvleg, hvor der også er flotte præmier at vinde. Selve kampen starter kl. 13.30, og der er gratis adgang for alle. Vi glæder os til at se jer.

Luk