VSK gjorde god figur mod AaB
Cheftræner Michele Demontis havde ellers inden kampen ikke lagt skjul på, at man ydmygt troede og håbede på overraskelsen. Med flere overraskelser i pokalens 3. runde allerede og AaBs for tiden lidt vaklende form i Superligaen, var der derfor ingen grund til at ændre på den optimistiske tankegang forud for kampen.
VSK Aarhus kom dog ud til kampen med respekt for de tidligere danske mestre. De første 10 minutter var meget tilbageholdende og man ville først og fremmest stå med en sikker defensiv, så man kunne true AaB med omstillinger den anden vej. Den gameplan må man i den grad sige lykkedes for VSK i første halvleg. AaB havde utroligt svært ved at finde vej til Mathias Rask i VSK målet, i sær i de første 20 minutter.
AaB havde svært ved at få deres ellers så kendte ”småspil” til at køre på den lidt ujævne bane. Begge hold havde svært ved at få noget spil til at flyde og der var flere spillere på begge hold, som bogstaveligtalt skøjtede rundt. VSK virkede dog til at være dem, som først fik styr på baneforholdende og, i og med, at AaB havde det svært, så kunne VSK pludselig ligge et tungt pres på AaB. Det resulterede i flere gode chancer til VSK, blandt andet til Kasper Kempel og anfører Henrik Brodersen.
Det tunge pres resulterede dog i omstillingsmuligheder til AaB og her var i sær Jannik Pohl en stor trussel. Kampen forblev åben resten af første halvleg og det kunne nemt have resulteret i mål i begge ender og med lidt held en føring til VSK, som havde et forsøg på overliggeren.
Anden halvleg startede som første. Muligheder i begge ender og i det hele taget en meget åben kamp. Efter 54 minutter faldt så AaBs føringsmål. Marcus Holgersen kom højst på et hjørnespark og inde på stregen kunne Frederik Børsting sende AaB foran. Ærgerligt for VSK som ellers var godt med i kampen. VSK forsøgte at svare hurtigt igen, men det helt store pres udeblev og AaB fik lige så stille og roligt fuld kontrol over kampen.
VSKs cheftrænerduo forsøgte ihærdigt at få skubbet holdet længere frem i de sidste minutter. Det skabte lidt uro hos AaB og i de døende sekunder slap Marcus Sloth igennem efter en høj bold. Efter lidt tumult i det lille felt, blev det til et skudforsøg fra VSK, men Jakob Blåbjerg reddede på målstregen for AaB, til stor ærgrelse på Vejlby Stadion.
VSK måtte altså se sig slået 0-1 af superligamandskabet efter en ganske hæderlig indsats hvor det sagtens kunne være blevet til mere.
Kampen blev overvåget af 677 tilskuere, hvilket var sæsonrekord på Vejlby stadion, som skabte god stemning omkring pokalkampen.
Næste kamp for VSK er på lørdag den 29. oktober i 2. Division, hvor man hjemme tager mod Vejgaard.