Menu

Nyt fra formanden

image
27. juni 2024 kl. 07:34

Kære alle i VSK Aarhus


Endnu en sæson lakker mod enden, og jeg vil gerne takke jer alle for jeres engagement i vores
klub.

Hvad enten du er træner, spiller, medarbejder, frivillig eller forælder i VSK Aarhus, så er
foreningslivet betinget af, at vi værner om det forpligtende fællesskab, som netop DU er en del af.

Overskriften for bestyrelsens arbejde, vores vision og vores værdier er ”fodbold & fællesskaber”. Det er vores ambition, at rammerne og tiltag i vores klub supporterer fodboldambitioner, samvær, sjov, leg, bevægelse og mangfoldighed både på og uden for banen.

Nedenfor vil jeg sammenfatte væsentlige nyheder fra klubben:

Fra næste sæson kommer der en række strukturelle og organisatoriske ændringer i VSK Aarhus.

Bestyrelsen har længe arbejdet på en strategi, som kan gøre vores klub mere strømlinet og
bæredygtig (i flere henseender).

Vi har derfor foretaget en række strategiske beslutninger, som har medført personaletilpasninger og organisatoriske ændringer.

Fra 1.august tiltræder Jens Isbak som direktør for VSK Aarhus. Det er en ubetinget gevinst for klubben, at vi får en kapacitet som Jens, hvis hjerte banker for klubben. Jens har kendskab til vores klub, solid ledelseserfaring og har tidligere arbejdet målrettet med frivillighed, partnerskaber og indtægtsgivende aktiviteter.

Vi er fortsat en ambitiøs licensklub, hvor Simon Dahl fortsætter som børneudviklingstræner. Vi kommer til at prioritere, at vi er DBU Børneklub, og derfor vil vi investere i ”Bold & bevægelse” for vores yngste årgange”.

Vi søger i skrivende stund en ungdomsudviklingstræner, da samarbejdet mellem VSK Aarhus og Jonas Grauslund ophører den 1/9-2024. VSK Aarhus ønsker Jonas held og lykke fremover, og vil gerne takke ham for tiden i klubben.

Jacob Leth stopper den 1/7-2024 i VSK Aarhus, og starter som ungdomsudviklingstræner i Horsens. VSK Aarhus ønsker ligeledes Jacob held og lykke og tak for indsatsen.

På pigesiden indtræder vi i et spændende samarbejde med AGF Kvinder. AGF Kvindefodbold er drevet af AGF Kvindefodbold ApS, som siden sin stiftelse for fire år siden er ejet af AGF A/S, IF Lyseng og VSK Aarhus. Nu udtræder IF Lyseng af anpartsselskabet bag AGF Kvindefodbold. Det sker efter eget ønske fra starten af den kommende sæson.

Vi er fortsat glade for at være en del af AGF Kvindefodbold, og vi ser ændringen i ejerstrukturen som en mulighed for at intensivere vores fokus på fællesskabet omkring fodbold for piger og kvinder på tværs af niveau og ambitioner. Således søger vi også en børneudviklingstræner for pigerne, som kan være med til at lave en koordineret indsats for børnefodbolden med fokus på at få mange piger til at elske fodboldspillet.

Jeg vil også gerne fremhæve tre indsatser, som jeg er særdeles stolte af.

Ombold er fodboldtræning for voksne i udsatte positioner - dvs. typisk brugere af væresteder og lignende.

Stjerneholdet er ugentlig fodboldtræning for børn, som fx går i specialskole.

CP-fodbold er for børn med Celebral Parese.

Sidst – men ikke mindst – ser vi ind i en tid, hvor Vejlby Stadion skal bygges om, og AGF rykker fra starten af 2025 og halvandet år frem ind på det nye Vejlby Stadion for at spille deres kampe i Superligaen.

På vegne af bestyrelsen ønsker jeg jer alle en god sommer!

 

De bedste hilsener

Martin Christensen, formand for VSK Aarhus

#VamosVSK

Luk