REFERAT: VSK - AGF

image
Andreas Henriksen & Emil Madsen
26. september 2024 kl. 21:43

Goliat undviger Davids dødbringende sten 

VSKs stolte, modige og ulønnede 3. divisions spillere, må onsdag aften se sig slået af et stort, stærkt og bundsolidt AGF-mandskab. Det korte visit i den danske pokalturnering har dog, uagtet dagens resultat, været en kæmpe succes for den “lille” klub ude fra Vejlby.

Af: Andreas Henriksen og Emil Madsen

 

Forberedelserne 

For enden af Stadion Allé, lidt til højre for de røde stadionhaller, holder der en cykel parkeret.

Der er spændt en cykelhjelm om overrøret og ført en lås igennem forhjulet og videre over omkring cykelstativet.

Cyklen, som er sort og af mærket Vista, tilhører VSK’s målvogter Kasper Green. Den har fragtet ham fra hans vikararbejde på Lisbjergskolen og herud til Ceres Park.

Det er sådan de fleste VSK spillere ankommer til kampen, på cykel, og enten lige fra et studie eller et lagerarbejde.

Hvis vi i et sekund skal dvæle ved forberedelserne før kampen, så er rygterne begyndt at sive omkring klippen fra Kanehavnes madvaner. Nu kan det så bekræftes, at keeperen før hver kamp, ondulerer en hel pakke krydderboller med marmelade. Mig bekendt tæller sådan en pakke minimum seks enheder. 

Der må virkelig være kommet luft i budgettet nede på Kanehaven, efter han er flyttet hjemmefra.

Det forberedelserne går på, er hvad formanden for VSK kalder, ”kampen om Aarhus” og ”århundreds kamp”. Nemlig VSK-AGF i den danske pokalturnering.

Der er lagt op til et ægte David mod Goliat-opgør

Den kamp udspillede sig således.

 

Foto: Peter Stougaard Maunsbach

 

1.halvleg

Fra første fløjt ligger der sig en tung AGF-dominans og de første ti minutter foregår hovedsageligt på VSK’s banehalvdel.

Det er ikke overraskende, når man ser, hvem AGF’s træner Uwe Rösler har valgt fra start. Store navne som Kristian Arnstadt, Frederik Tingager og Mikkel Duelund er nemlig blevet udvalgt til at spille mod det unge VSK-mandskab.  

Mikkel Duelund, den gamle Skovbakken mand, var ellers tvivlsom helt op til kampens start.

Ude i AGFs presseafdeling gik der forlydender om, at han havde tilbragt det mest af dagen i et loop mellem toilettet og forberedelseslokalet. Mere om det i nedtakten. 

Første gang VSK bringer sig i en nævneværdig situation er, da Peter Nemec, VSK’s nummer 16, sætter i gear, oversprinter AGF’s Frederik Tingager, og efterfølgende smækker kuglen fladt ind i feltet. Eric Kahl får dog afværget chancen.  

Værd at nævne i de første 25 minutters spil er også VSK midtstopper Frederik Søvndahl, som lidt uortodokst bærer rundt på nummer 8.  


Foto: Peter Stougaard Maunsbach

For satan der bliver fightet, taget gode beslutninger og spillet klog fodbold. Elsker man den gamle Simon Kjær, så er man også nødt til at holde af Frederik Søvndahl. 

Minut 27, der tigger en nyhed ind fra DR, DMI varsler kraftig regn over dele af Danmark 

Vi er normalt ikke overtroiske i Vejlby. 

Et par minutter senere fremtvinger Mikkel Duelund et frispark ude foran feltet. Det spark vil det nye norske stortalent Kristian Arnstadt gerne tage sig af.

Det får han lov til, men sløj udførelse. Hvis han selv var i tvivl om kvaliteten på sparket, så fik han i hvert fald hjælp fra VSKs keeper, som inde fra det lille felt brøler, ”vææææk”. 

Kasper Green markerer i feltet, som var han en gladiator der trådte ind på Colosseum, for at kæmpe sit hidtil største slag.

Minut 35, pølseduften breder sig udover stadion, og jeg ærgrer mig bragt over Simon Friis, ham den pølsekyndige, manglende tilstedeværelse. Ingen pølsesnak i pausen for den her omgang.  

Midt i dagdrømmeriet bliver jeg i minut 36 flået tilbage til virkeligheden, da Frederik Tingager, efter en kort hjørnesparkskombination når højest ved bagerste stolpe.   

0-1 AGF. 

Skulle man være i tvivl, så ja, ham skuret fra AGFs centrale forsvar er endnu højere i virkeligheden. 

VSKs nummer 10, Casper, med banens klart længste efternavn, brager i 41 minut et skud hen over AGF's mål.

Et lille sus går igennem stadion, pludselig synes en 0-1 føring ikke af meget. 

Efter fire minutters tillægstid fløjter dommer Jens Maae til pause.  

 

Pause 

Vi springer let og elegant over pausen, da vi har brug for kaffe. Vi savner igen vores pølse anmelder, Simon Friis, og i mangel på bedre, bliver pauseindslaget et kort afsnit.

Foto: Peter Stougaard Maunsbach 

 

2.halvleg 

Anden halvleg fløjtes i gang.  

Jeg ved ikke om VSKs træner Jens Gjesing har lovet fri bar på Guldhornene, eller valgfri menu på Oasen, hvis der bliver lavet et mål i anden halvleg. 

Et eller andet har i hvert fald ændret sig efter pausen.  

VSK kommer sprudlende ud til anden halvleg. 

Indenfor to minutter sender VSKs nummer 17 (Gerard Bowen) og dieselmotoren fra den centrale midtbane, Mikkel Rytter, to skarpe drøn afsted mod AGFs bur. Begge bliver dog afværget af indskiftede Jesper Hansen.  

De næste 10 minutter bølger kampen lige så stille frem og tilbage. 

Vi bevæger os over på VSKs tribune afsnit, hvor der stadig er tro på tingene. ”Go fight”, bliver der meldt fra økonomistuderende Peter Duus, som selv har en fortid i VSK.  

Den lever. 

Minut 68, vejret skifter.

Himlen, der ellers har lyst op i en smuk VSK blå farve de første 60 minutter af kampen, hvilket komplimenterer Vejlby klubbens nye slogan, ”KDSB” - som står for kom så de blå - åbner sig, og folk flygter febrilsk ind i læ under tribunen.  

Endnu et varsel fra vejret. 

Det ødelægger heldigvis ikke humøret hos VSKs ultras.  

Anført af VSKs capo, som er udstyret med et tudehorn i den venstrearm og en pose baconchips i den anden, samler kernen af VSKs fan fraktion.

Samlet vender, hvad jeg antager er, VSK’s U9 - U13 hold ryggen mod banen og ansigtet mod de fremmødte fans fra VSK. De afkræver en fællessang til ære for præstationen på banen. 

Foto: Peter Stougaard Maunsbach

Hvor er det smukt. Sikke en fremtid VSK går i møde, om ikke andet, så på lægterne. 

Vi skal helt frem til minut 81 før dommer Jens Maae afmonterer de sidste håb på VSKs tribune. Han dømmer et katastrofalt straffespark. Anfører, Simon Søndergaard Rasmussen begår det, eller det vil sige, bliver beskyldt for at begå det. For havde der bare været lidt video hjælp at hente til dommeren, så var det straffespark aldrig blevet dømt. Katastrofe!  

Kasper Green får i samme ombæring også lige snakket sig til et gult kort, og en efterfølgende overskrift på Ekstra Bladet.

Smukt, det respekterer vi i Vejlby. 

Straffesparket bliver taget af AGFs 22-årige senegaleser, Youssouph Badji. Green hopper til sin højre og Badji ligger den køligt over i modsatte side.

0-2, pis og lort. 

Efterfølgende gynger kampen lige så stille mod slutfløjt. 

Efter 93 og et halvt minut blæser Jens Maae for sidste gang i fløjten.

Slutresultat: VSK 0-2 AGF. 

 

Foto: Peter Stougaard Maunsbach

 

Nedtakt og Interviews 

Under kampen tikkede en besked frem på storskærmen: “Brabrand IF slår Randers”. En klapsalve gik gennem stadion, både fra VSK og AGF’s fans. For tænk nu, hvis næste runde i Oddset pokalen, havde heddet “VSK - Brabrand” i stedet for “AGF - Randers”.  

Sådan gik det desværre ikke. Goliat fik i dag undveget skuddet fra VSKs slynge. 

Vi befinder os i spillertunnelen, for at få nogle reaktioner efter kampen. En noget ilter tysker, er det første vi møder.  

“Uwe Rösler, hvordan oplevede du kampen?” spørger vores sidemand fra bold.dk. 

"Tillykke til mine spillere. Det er alt, hvad jeg har at sige”  

AGF’s cheftræner var tydeligvis ikke tilfreds.  

Imens samtlige journalister stiller fodbold-tekniske spørgsmål til cheftræneren fra AGF, dukker en klippe op, nede fra omklædningsrummet.

Vi slukker mikrofonen fra Uwe. Hvem gider egentlig at bruge sin tid på en sur tysker?  

Vi får så småt selskab af de andre journalister kort efter. For alle vil gerne have en bid af Vejlby-darlingen, Kasper Green Pedersen. 

“Jeg havde lidt troet, vi skulle ind i en AGF-kulisse. Men der er godt nok mange VSK’er i dag. Det er stort for os, at så mange bakker op om det her arrangement.” 

Om kampen fortæller keeperen, at han havde regnet med, at AGF kunne skabe mere.  

 

Foto: Peter Stougaard Maunsbach 

0-2 er langt fra det værst tænkelige resultat for et 3. divisionshold, som skal kæmpe mod Superliga stjerner. Det stod klart for de 3.392 tilskuere, der havde fundet vej til Ceres Park denne efterårsaften.  

Med lidt held, et enkelt kontra-stød, en finesse, havde VSK sagtens kunne slippe afsted med et bedre resultat. 

Følelsen af lige ved og næsten hang konstant i luften, sammen med Mikkel Duelunds indtræden i mixed zone, der netop havde brugt 20 minutter på toilettet, efter han måtte lade sig udskifte på grund af ‘dum numse’. 

Den tidligere Skovbakken-spiller burde nok have taget 5 minutter mere på toilettet, for vi må slukke mikrofonen, da lugten simpelthen bliver for grel for os. Man er vel på hjemmebane.  

Vi skynder os videre til kaptajnen, Simon Søndergaard, der fortæller: “Vi leverer jo en fremragende præstation, og vi kunne ikke have forventet et bedre kampbillede. Marginalerne gik bare ikke vores vej” 

VSK er ude af pokalen, efter et stærkt forløb, som ramte os alle lige i brystkassen. Vi vandt så stort, at vi tabte, fristes man til at sige.  

Sejren mod Fremad, der markerede Aarhus N som værende blå. Til ‘Århundredes kamp’ hvor lillebror og storebror kæmpede om den sagnomspundne titel ‘Byens hold’. 

 

At leve er at dø med stil, og det formåede Vejlby endnu engang. 

#VamosVSK #KSDB #AarhusErBlå

Luk